REN LUKSUS PÅ SEYCHELLERNE
Fra øjeblikket du beslutter dig for at bo på et Four Seasons resort, kan du allerede begynde at glæde dig til den legendariske service og deres unikke øje for detaljerne. Kombiner ”the Four Seasons touch” med Petit Anse, en af de smukkeste bugter på Seychellerne, og så har vi en overlegen vinder. Da vi første gang besøgte hotellet, der ligger på hovedøen Mahé, blev vi blæst bagover af den underspillede, luksuriøse atmosfære. Og hvis vi selv skal sige det, har vi efterhånden set lidt af hvert!
Det eksklusive resort består af 67 rummelige villaer og suiter, der er dramatisk placeret på den frodige bjergside med udsigt over den betagende bugt med det glimtende turkise vand, og de minder faktisk mere om luksuriøse private boliger end om et resort. Man får lige netop følelsen af, at man har muligheden for at trække sig tilbage til sin glamourøst afslappede villa og nyde fuldkommen uforstyrrethed. Nogle villaer ligger højt på bjergsiden med en helt enestående panoramaudsigt, mens andre ligger omgivet af mango-, kanel- og frangipanitræer tættere på den kridhvide sandstrand. Bor I øverst går turen mod restauranterne og stranden med en buggy, bor I længere nede er stranden kun et stenkast væk. Beliggenheden minder nærmest om et naturligt amfiteater med bugtens glimtende turkise vand og stranden som scene. Alle villaer har privat terrasse og infinity plunge pool, udendørsbad og de er delikat indrettet i stilren seychellisk og fransk kolonistil. Alle 186 m2 i villaerne er fuldstændig fantastiske. I kan selvfølgelig upgrade til de vilde suiter, hvis I ønsker mere plads.
Four Seasons Seychellerne Mahé skaber rammerne for den perfekte honeymoon, men er i den grad også familievenligt - også hvis I ønsker at rejse tre generationer. Ikke kun på grund af de skønne rummelige villaer, men også fordi de har en suveræn Kids Club, der med glæde tager sig af de 4-12 årige, til jer der rejser som familie. Når I har lyst til en dukkert, står valget mellem den store pool omkranset af bløde solsenge eller stranden, der ligner et postkort. Undervandsverdenen byder på super snorkling og dykning med resortets egne havbiologer – her kan I også lære om og hjælpe med koralrevsbeskyttelse. Tal med conciergen om de maleriske vandre- og kajakture, stand-up paddleboards og sportsfiskeri.