REJSER

SEYCHELLERNE

Man niver sig allerede i armen, når man skimter paradisøerne Seychellerne fra flyet. Krystalklart hav møder de kridhvide palmeklædte strande og bakkede frodige landskaber i en eksplosion af farver og naturlig skønhed. Under havets overflade udspiller sig en farverig verden med masser af fisk, skildpadder og koraller. Det lille idylliske ørige øst for Kenya midt i det Indiske Ocean, består af over 100 øer, hvoraf kun et fåtal er beboede. Seyschellernes strande dukker ofte op på listerne over verdens bedste, så bare sæt forventningerne op, pak badetøjet, dykkermasken og en god bog og forbered jer på, at tropedrømmen går i opfyldelse! 


Seychellerne var i mange år fuldstændigt ubeboede. Historikerne tror, at det var fordi passatvindene og strømmene ikke som sådan førte handelsskibe og pirater forbi. De blev dog opdaget, og franskmændene kolonialiserede de smukke øer efter de havde slået kløerne i Mauritius. Herefter var der også år med britisk styre, indtil uafhængigheden endelig kom i 1976. De under 100.000 indbyggere bærer kulturelt præg af efterkommerne af kolonimagterne, handelsmændene, der lagde vejen forbi og de afrikanske og indiske slaver, der arbejdede på plantagerne. I dag er kolonidagene heldigvis historie, og Seychellerne er et fredeligt luksuriøst ferieparadis, hvor kreolerkulturen dominerer. Der tales kreolsk, fransk og engelsk. 


Der er nærmest en selvfølge at nogle af verdens bedste hoteller har slået dørene op på Seychellernes øer. Four Seasons og Maia Luxury Resort & Spa ligger på hovedøen Mahé, der er berømt for bountystrande og har en flora, der tager pusten fra jer. På Praslin, der er den anden største ø, ligger det fine naturreservat Vallée De Mai, der er på UNESCOS verdensarvsliste, hvor I kan se de famøse og endemiske coco de mer - verdens største nød, der kan veje op til 30 kg og er berygtet for deres erotiske udtryk! På La Digue ligger den gudesmukke strand Anse Source d'Argent med sit turkise vand og store granitsten (stranden kan dog blive lidt proppet), og her på øen kører de fleste rundt på cykel. En håndfuld eksklusive resorts er flyttet ud på nogle af de mindre og private øer, som for eksempel Six Senses Zil Pasyon på Felicité. Enten kan I blive på et af de drønlækre resorts, men vi anbefaler, at I ø-hopper lidt. Som altid er det vigtigt for os at finde hoteller, der passer både til par på honeymoon og til børnefamiler, og vi guider jer naturligvis til de steder, der passer bedst til jeres smag.


Dresscoden på Seychellerne er lette gevandter året rundt, for gennemsnitstemperaturen ligger tropisk behageligt på omkring 28°C, og øerne ligger belejligt placeret uden for cyklonbæltet. Det er det perfekte sted at tage på eventyr eller at synke ned i en solseng med en kold juice. Hvis I er til dykning og snorkling, sejlads, kajakture og sportsfiskeri, er I landet det rette sted. På land kan I tage på maleriske vandre- eller cykelture, dyrke yoga, besøge Victoria, der er en af verdens mindste hovedstæder og besøge de frodige landskaber for at studere det flotte fugle- og dyreliv. Sorte papegøjer og de store fredelige kæmpe landskildpadder er blandt naturnørdernes favoritter. Og så kan I også vælge at tage et par gode bøger med, finde et yndlingspot på de skønne resorts og køre sleep, eat, relax stilen hele ferien!

PSST...

Da Camilla var på Seychellerne for første gang, fik vi på kontoret en besked om, at hun altså ikke ville komme hjem igen. Hun var blevet blæst bagover af de frodige øer, de vilde hoteller og sandstrandene med vand, der blinker som diamanter og ikke mindst pool-villaerne med den fantastiske udsigt på Four Seasons. Charlottes kærlighed til de smukke øer har varet i over 20 år, og hun er en af Danmarks ypperste eksperter i skræddersyede rejser til Seychellerne - det bliver svært at finde nogen, der matcher hende i viden og indsigt!  


VI SÆTTER ALT IN PÅ DEN PERFEKTE REJSE

Vi leder, vi finder, vi kreerer og vi leverer. Hos 80days laver vi skræddersyede rejser baseret på vores egen research og erfaringer. Vi sætter den personlige kontakt højt fra start til slut, og I vil altid have jeres egen travel designer tilknyttet fra første opkald. I kan føle jer helt trygge, for vi har jeres ryg hele vejen. Inden afrejse modtager I vores lækre 80days travel kit med jeres detaljerede rejsepapirer, vores insider tips til destinationen og små overraskelser til at spice eventyret op.

LAD OS MØDES


Lad os sætte os ned over en kop kaffe eller te til en snak om rejsen, så vi sammen kan definere jeres ønsker og finde frem til de hoteller, safariparker, restauranter, golfbaner, bounty-strande etc., der matcher jeres ønsker og rejsedrømme. Vi kan mødes inden for almindelige arbejdstider - eller i særlige tilfælde om aftenen/weekenden. Drejer det sig om en større tre-generationers rejse, kommer vi gerne til jer, hvor hele familien kan være samlet. For os er det alfa og omega, at I alle kommer hjem med kufferten fuld af fantastiske oplevelser og fortællinger - og det kan vi bedst opnå, når vi sætter vores erfaring i spil i mødet med jer.

TAG KONTAKT