TRASIERRA

Andalusien

Kontakt os

TRASIERRA

Andalusien

Kontakt os

Om stedet

Den er til at overse - den enorme olivenkrukke, der står lidt skjult i vejsidens bevoksning, men vi er opmærksomme på at kigge efter den, for det er her, vi skal dreje til venstre - det er her vi finder den skjulte smalle grusvej op til Trasierras gemmested iblandt gamle palmer, appelsintræer og tussegamle oliventræer i bakkerne så langt øjet rækker. 


Der møder os en stor, smuk port i tungt, mørkt træ med en lille åben dør forneden. Vi bliver budt hjerteligt velkommen af en graciøs lidt tilbageholdende Whippet og en livligt logrende gårdhund. Et sjovt og charmerende match - og ja, her må man også gerne have sin egen hund med. Bag porten ligger de smukke, gamle hvidkalkede bygninger med det smukke, brændte tegltag badet i sol og fuglekvidder. Her er saligt og særligt på én og samme gang - man mærker med det samme, at det her er ikke et almindeligt hotel. Vi er budt indenfor i et privat hjem, og vi føler os mere end velkomne på en afslappet og naturlig måde. 


Vi bliver taget varmt i mod af det unge værtspar - Christine har arbejdet 8 år hos kongen af service, Four Seasons-koncernen, men begge trængte de til et skift - en livsændring nu, hvor der var kommet en lille dreng til verden. Med en unik ballast fra at have trådt sine barnesko hos Four Seasons, har Christine hele tiden øje for, hvad gæsterne på Trasierra har behov for - men Trasierras ånd er på mange måder Four Seasons direkte modsætning. Her er afslappet, her er ingen dresscode eller tjener i hver et hjørne. Her går gæsterne selv i køkkenet og aftaler frokost, når  sulten melder sig eller går i honesty-baren og tager et glas vin, når de trænger. 


I 1978 tog dekoratør Charlotte Scott og daværende mand springet og flyttede fra det fashionable liv i London til Sevilla - drevet af både lysten til at skabe sig et liv og en børneflok på landet i Spanien - og af drømmen om at finde en gammel ruin og bygge den op på ny. De fandt en perle - eller dét, der senere hen er blevet en perle - Trasierra. En stor, forladt ruin - en oprindelig olivenmølle fra det 16. århundrede højt oppe i de naturskønne Sierra Montana-bjerge i Andalusien omringet af gamle oliven- og appelsinlunde. 


Bygningerne havde været ubeboet i 30 år. I 1979 flyttede de ind og levede i fire år i kapellet uden elektricitet, telefon eller varmt vand. De begyndte med at reparere nogle af tagene og installere VVS. En telefonlinje ankom i 1983 og elektricitet kom 19 måneder senere. Fire børn kom til verden her i årene 1979-1985 - alle fire er i dag involveret i Trasierra på den ene eller anden måde. Gioconda er stedets vidunderlige kok, Jackson er musiker, og når han er på Trasierra, underholder han med sin spanske guitar, George producerer Pata Negra, olivenolie og ost - og så arrangerer han jagt, vandreture i lokalområdet, rideture og ekskursioner til Sevilla og Madrid. Amber er en dygtig yogi og underviser i Compassionate Yoga - enten udenfor på terrassen eller inde i den rummelige sal.


Charlottes ældste datter Giocondas dybfølte passion for mad bragte hende, efter års studier i udlandet, tilbage til Trasierra, hvor hun i dag er de magiske hænder på gryder og pander i køkkenet. Hun er i dag en anerkendt kok, med eget tv-program "Paradise Kitchen". Gioconda lærte at lave mad, mens hun studerede i Firenze og efterfølgende stod i lære i London på de økologiske og eco-friendly restauranter Clarkes og Greens. Hun lader sig inspirere af sine rejser til Indien, Mexico og Afrika. Spansk mad har hun blandt andet lært af de lokale kvinder, der i årenes løb har arbejdet på Trasierra. Alt, hvad hun tryller frem i køkkenet i dag, har et særligt personligt strejf - altid baseret på sæsonens friske råvarer fra de lokale landmænd - og fokus på økologi. Den eventyrlige Sortfods Skinke, Pata Negra Iberico Jamon, som smager himmelsk med et køligt glas hvidvin, er produceret lokalt af Giogondas lillebror, George.

INSIDER

Trasierra er ét af de mest romantiske, charmerende og inspirerende home-away-from-home hoteller, vi har oplevet. Oplagt til en romantisk ferie for to, for en flok vennepar, familier med børn og de helt store 3-generationsrejser.

FACTS

FLYVETID // 3t til Malaga

BEDSTE PERIODE // Sent forår, sommer & tidligt efterår

TIDSFORSKEL // Ingen tidsforskel

low-key elegance

I 1991 måtte Charlottes mand videre på sit livs rejse - og hun stod alene med børnene, sin drøm om livet i Andalusien og udfordringen at holde familiens hjem og liv oven vande. For at få økonomien til at hænge sammen, fik hun den idé, at hun kunne åbne sine døre og dele Trasierra og de smukke omgivelser med ligesindede mennesker med forskellige interesser og baggrunde, som trængte til at nyde en afslappende ferie i rolige, fredelige omgivelser - i et home-away-from-home. Først var der 5 værelser - i dag er der 18 smukke, unikt indrettede værelser.


I begyndelsen blev det Charlottes lærer i kunstmaling, der rekrutterede elever til at bo på Trasierra under hans maler-kurser - herfra gik det fra mund til mund, og inden længe var smukke Trasierra at skue i populære magasiner verden over. I dag er Trasierra et af de mest elegante, low-key hoteller i europa - et unikt hideaway, hvor klientellet strækker sig over kunstnere, der kommer alene eller med familien, par på romantisk ferie, familier i flere generationer og vennerpar. Trasierra er blevet et eftertragtet helle at tilbringe nogle afslappende, inspirerende dage både i og udenfor sæsonen - og vi behøver nok ikke at nævne, at rigtig mange er stamgæster.