DAIOS COVE

DAIOS COVE

ALL INCLUSIVE DONE RIGHT

Det familievenlige Daios Cove Luxury Resort & Villas er en eksklusiv ferielandsby, som ligger billedskønt placeret på en skråning ned mod det azurblå Ægæiske Hav. Her går Kretas smukke natur og resortets udformning op i en højere enhed. Bygningerne falder perfekt ind i naturen, og de mange suiter og villaer har en enestående udsigt over havet.


Med fantastiske restauranter, en familievenlig strand og dejlige pools er det relativt store og livlige resort perfekt til både familier og par. 'All Inclusive' er noget, vi er lidt påpasselige med at kaste os ud i for nu at være helt ærlige. Men Daios Cove kan noget udover det sædvanlige. Standarden er høj hele vejen rundt og søger man et godt 'All Inclusive' resort til hele familien, er Daios Cove et af vores absolut bedste bud.


POOL VILLA WITH A VIEW

Resortet har dejlige, rummelige, moderne værelser, luksuriøse suiter og smukke private, ugenerte villaer - de fleste med egen saltvandsswimmingpool og alle med skøn udsigt. Den imponerende infinity pool med poolbar, er det perfekte sted at slappe af, lytte til behagelig loungemusik og nyde den betagende udsigt udover bugten. På sandstranden er der bløde solsenge, hvor I kan nyde livet til lyden af bølgeskvulp under bambusparasollerne.

FUN IN THE SUN

Resortet er meget familievenligt - der er Kids Club for børn i alle aldre, børnepool område, og stranden er meget børnevenlig med det lave klare vand inde i bunden af bugten.


Her er et hav af muligheder for sjove og udfordrende aktiviteter til alle aldre - fra vandski, vandcykler, kano og dykning til tennis, fitness, yoga og pilates. Desuden har Daios Cove sit eget PADI-certificerede dykkercenter, hvor både nye og erfarne dykkere kan tage lektioner. Der er mulighed for at komme på SCUBA-diving-tur til skibsvrag.

Det smilende og imødekommende personale hjælper gerne med at arrangere skræddersyede udflugter på forespørgsel - f.eks. til det arkæologiske område i Knossos Palace eller sejlture med privat yacht eller katamaran, hvor I kan udforske den nordlige kystlinje.

INSIDER

Lej en speedbåd og tag en dagstur til den historierige Spinalonga-fæstning, der er omgivet af smukke landskaber og det blå hav. I kan også leje en bil en dag og cruise rundt til de skønne strande og sights på Kreta.

FACTS

Flyvetid: 3t 35m 

Bedste periode: Sent forår, sommer og tidligt efterår

Tidsforskel: +1t

FAMILIEVENLIG FORKÆLELSE

THANK ZEUS IT’S FRIDAY!

Daios Cove har en passion for god mad, og det kretanske køkken er kendt for at være både sundt og virkelig velsmagende. De fremragende kokke, der svinger gryder og pander på resortets restauranter, anvender altid den allerbedste kvalitet af friske og lokale ingredienser til at skabe virkelig delikate og smagfulde retter - og så er vinkortet i øvrigt fremragende. Husets champagne er Veuve Clicquot og har I valgt en 'All Inclusive' løsning, vil I ikke mangle lækre bobler i glasset på noget tidspunkt under opholdet på Daios Cove.


Når den varme sol sænker sig smukt ned i bugten, er der DJ, dans og events med gæstekunstnere, der spiller live-musik under stjernerne.

Hvis I er til selvforkælelse, er her et skønt spa- og wellnesscenter, hvor man kan slappe af med en række lækre behandlinger. Der er opvarmet indendørs pool, finsk sauna, dampbad og kombinations-sauna... ja, der er faktisk alt, hvad hjertet kan begære af forkælelse.