COMO UMA CANGGU

Bali

Kontakt os

COMO UMA CANGGU

Bali

Kontakt os

COMO UMA CANGGU 

På Balis sydvestlige kyst ruller bølgerne ind mod stranden Echo Beach i perfekte former. Stemningen er afslappet og solnedgangene magiske.

De lokale børn sidder i sandet og skimter tryllebundne ud mod surferne, der danser rundt på bølgerne. Fra luksushotellet COMO Uma Canggu ser I stranden og Det Indiske Ocean folde sig ud i panorama. Dagene her går med surf, yoga, behandlinger i spaen og afslapning i bløde solstole i COMOs Beach Club. Vil I surfe er der både bølger til de spæde begyndere på vandet, og for de mere hærdede surfere, der vil ud på de store breaks, som man skal sejle til for at nå. I 80days elsker vi COMO, og vi har længe arbejdet sammen. Christina Ongs unikke vision for den personlige og luksuriøse rejseoplevelse og det prisvindende wellness-koncept COMO Shambhala er umulige at stå for. Canggu er et af de hotteste steder på Bali lige nu, og viben er kreativ, positiv og inspireret af surfmiljøet. COMO Uma Canggu er det nyeste hotel i COMO-familien, og åbningen var en af de mest ventede i 2018.


SURFSIDE PÅ BALI

Der er 52 lyse og stilrent indrettede værelser og suiter med skønne king size senge indhyllet i egyptisk bomuld. De 55 luksuriøse og rummelige surfside residences kommer med et eller to værelser og nogle med privat pool. Hvis det ikke kan blive overdådigt nok, skal I checke ind i en af de futuristisk udseende treværelses COMO Penthouses, der har to etager og egen pool og privat butlerservice. Der er selvfølgelig yogamåtter, bløde badekåber og lækre COMO Shambhala produkter på alle værelser og i alle residences. COMO Uma Canggu er en blanding mellem moderne asiatisk og italiensk-inspireret interiørdesign, smagfuldt udført af japanske Koichiro Ikebuchi og Paola Navone fra Milano – som begge har haft fingrene med i spillet på bl.a. COMO Uma Ubud ligeledes på Bali og COMO Point Yamu i Thailand.


SOLFERIE FOR FAMILIER OG PAR

Ved den 115m lange lagune pool på resortet bruges dagene med solbadning, en god bog, spil og snakke. Poolbutlerne sørger for, at I aldrig mangler noget, og de kommer ofte med små overraskelser. På COMO Beach Club er der en 25m lap pool med udsigt til bølgerne og surferne. Bestil en friskpresset juice, læn dig tilbage og følg med i kunstnerne på vandet - Echo Beach er der hvor de bedste surfere omkring Canggu padler ud.  COMO Uma Canggu er et skønt resort til venner, par og familier, der rejser sammen - og her er virkelig noget at komme efter, hvis I er klar på at prøve kræfter med bølgerne. Kids clubben hedder Play by COMO, og her er de små poder i gode kreative hænder. En af grundene til at vi elsker at komme tilbage til Bali er menneskerne. Balineserne har en helt naturlig varme og venlighed. Her er åbenhed, tolerance og et positivt sind en del af kulturen, hvilket også smitter af på serviceniveaet, det er tårnhøjt. 

INSIDER

COMO har tre luksusresorts på Bali. Ud over strandhotellet i Canggu er der COMO Uma Ubud og COMO Shambhala Estate. Tal med os om, hvordan vi bedst kan kombinere jeres rejse til Bali, så I får set flere aspekter af Gudernes ø. Rejserne med 80days bliver altid skræddersyet efter jeres drømme.

FACTS

FLYVETID // 15t med én mellemlandig

BEDSTE PERIODE // Forår, sommer, efterår

TIDSFORSKEL // +6t (sommer) eller +7t (vinter)

Om rejsen

SHAMBHALA CUISINE & BEACH CLUB

Lokalt, nøje udvalgt og nærende. De to spisesteder på COMO Uma Canggu hylder kroppen, smagsløgene og sjælen. COMO Beach Club minder lidt om et surf shack med et laid back moderne touch. Surf er centralt på resortet, og det medbringer altid en positiv vibe. Venner og familier samles omkring det internationalt orienterede menukort og soundtracket er akustiske live eller DJ sets. Sip kolde cocktails, mens I ser på solnedgangen over Det Indiske Ocean. Hvis I elsker friskpressede juices, tropiske smoothies, snacks og sprøde farverige salater er baren Glow noget for jer. Lad tænderne løbe i vand, og tank op på vitaminer, overskud og velsmag. På COMOs hoteller kan I altid vælge fra Shambhala menuen, hvor lokale råvarer, superfoods og lækkerier bliver kombineret på himmelsk vis.


SPA, SURF & kultur

Wellness er en del af COMOs kerne. COMO Shambhala er behandlinger og healing med en holistisk og balanceret tilgang til velvære. Gamle teknikker bliver kombineret med den nyeste viden inden for massage og terapi, og COMOs egen serie af produkter er lækker og blødgørende. Det er nemt og lækkert at holde hylstret i form på ferien, og på COMO Uma Canggu er der et lyst fitnesscenter, yoga, pilates, løb, panayama-timer og meditation. COMO har teamet op med luksussurferne i Tropicsurf, der også styrer plankerne på COMO Maalifushi og flere Four Seasons resorts. Der bliver sørget for alle detaljer, hvilket er virkelig dejligt, når man er ny på bølgerne. Uanset hvor meget eller hvor lidt I har af erfaring med surf, vil I kunne finde en instruktør og en bølge, der passer til jeres niveau. Så få jeres Kelly Slater på på Balis dejligste surfresort. 


Når I ikke er i vandet, kan I tage på spændende dagsture til templer og rismarker tæt på. Vi kan anbefale tempelturen til vandtemplerne Tanah Lot, der er et af de mest hellige steder for balineserne (selvom der godt kan være en del andre turister) og en mountainbiketur i rismarkerne. Canggu har virkelig taget et tigerspring over de sidste par år, hvor byen er gået fra søvnigt surfspot til trendy bohemeagtigt hangout spækket med insta-venlige, hippe cafeer, der serverer farverige smoothiebowls, god kaffe og sprøde sandwiches. Gå på opdagelse i små designbutikker og find jeres yndlingshangout. 


COMO Uma Canggu er inspireret af surfmiljøet omkring Canggu, og tilgangen til luksus er afslappet og laidback, samtidig med at serviceniveaet er super højt. Hvis I drømmer om mere klassisk luksus anbefaler vi, at I kaster et blik på dejlige The Oberoi Bali eller Four Seasons Jimbaran Bay