PALAZZO VILLA IGIEA PALERMO

For foden af Mount Pellegrino er stolte Palazzo Villa Igiea med de smukke, sandfarvede mure, hvælvede mauriske vinduer og det karakteristiske tårn, det første I ser, når I sejler ind i Palermobugten. Her i udkanten af Siciliens travle hovedstad, omgivet af blomstrende haver, hyggelige kroge, en skøn pool og terrasser med udsigt til Middelhavet, venter jer en oplevelse udover det sædvanlige.

STEENS REVIEW:

“Villa Igiea er en fantastisk oplevelse. Forestil dig en klon af Raffles Singapore og siciliansk palæstil. Efter en gennemgribende restaurering og istandsættelse åbnede det i 2019 og man kan snildt forestille sig, hvor grandiost stedet har været og for så vidt stadigt er. Detaljerne er en fryd for øjet, værelserne og suiterne er alle forskellige i både størrelse og indretning, og serviceniveauet er tårnhøjt. Bliver det så fint og fornemt? Nej, slet ikke. Her er mere hyggeligt end andægtigt. Og det er et af den slags steder, hvor man tænker, at man nu nok alligevel skulle være blevet en nat mere – og der er jo meget at se og opleve i Palermo“

Kontakt Steen for mere information
Tlf. +45 53 53 69 27 steen@80days.dk

FACTS:

Flyvetid: 3t og 5min
Transfertid: 30min i bil fra lufthavnen
Bedste periode: april til oktober
Tidsforskel: ingen

LA BELLE EPOQUE

Knap 10 år har det taget den britiske, karismatiske hotelmatador Sir Rocco Forte at bringe dette gamle ikon tilbage i den topform, det imponerede med, da det blev opført af byens velhavende købmandsfamilie Florio, i Palermos storhedstid i år 1900. Dengang – og som nu – var Palazzo Villa Igiea byens stolthed. Et eftertragtet in-sted for hollywoodstjerner, sportsstjerner, politiske overhoveder og royale fra hele verden, der kastede glans over stedet og byen. I hænderne på Rocco Forte er den gamle æra genopstået på Villa Igiea.

LA DOLCE VITA

At træde ind i Villa Igiea er som at træde ind i en anden tid. Det er som at være inviteret på besøg i den gamle familie Florios private villa. Atmosfæren ånder af den elegance og charmerende ekstravagance, som karakteriserede overklassens selskabsliv. Bygningerne, de smukke stuer og de 78 individuelt indrettede luksussuiter og værelser er bragt tilbage til deres oprindelige stand. Højt til loftet, masser af lys, skønne terrasser med kig til havet og haverne, dejlige bløde senge, store marmor-badeværelser, stilfulde møbler i punchy – dog klassiske – farver. Her er prægtigt og overdådigt nok til at huse royale herskaber, men attituden og atmosfæren vil få enhver til at hygge sig og føle sig hjemme. Her kan hele familien slappe af og nyde la dolce vita omgivet af autentisk, siciliansk stemning.

PASTA PLEASE

Vågn op til langsomme sicilianske morgener med duft af hav og jasmin og en vidunderlig morgenmad på terrassen eller i den åbne havestue i Florio Restaurant. De friske ingredienser høstes hver morgen i hotellets egen køkkenhave – eller leveres fra de lokale omkringliggende frugt- og køkkenhaver. Køkkenet i både Florio Restaurant og i Alicetta Pool Bar er af høj klasse. Maden er tilberedt af de allerbedste råvarer og lavet med hjertet – enkelt og ærligt. Pizzaer, frisk fisk og skaldyr tilberedt på en stor åben grill – og med desserter, cocktails og en erfaren sommeliers udvalg af syditalienske vine.

APERITIVO ORA

Igiea Terrazza Bar er hotellets bankende hjerte. Her forstår man for alvor betydningen af ‘aperitivo Ora’. Barens drinks-maestro har skabt et helt uovertruffen kort med drinks inspireret af stedets historie – klassiske drinks med sicilianske og moderne toner. Hver aften er der levende musik, dans og kortspil i det smukke ‘games-room’ til ud på natten.

Jeg har glemt min adgangskode

Opret bruger

VIL DU HAVE REJSEINSPIRATION & NYHEDER FRA 80DAYS?

Vi spammer ikke, men vi sender gode idéer, insiders og 80days specials i ny og næ.

Tilføj til ønskeliste