GARDENA GRÖDNERHOF

Gardena Grödnerhof Gourmet & Spa Hotel ligger i byen Ortisei i Val Gardena skiområdet i Dolomitterne. Med 300 dages sol, skiløjper præpareret til perfektion, et udsøgt køkken og en fantastisk udsigt til alperne, er det et paradis for skiløbere. Intet slår følelsen af at træde ind i den første morgengondol og se solstrålerne brede sig over de imponerende Dolomitter, omgivet af et betagende smukt sydtyrolsk landskab. Blot 200 meter fra hotellet finder I de nærmeste skilifte og et skiområde, der har noget for enhver smag, temperament og niveau. Derfor er området meget velegnet for børnefamilier. Hotellet er medlem af prestigefyldte Relais & Chateaux og er en drøm for livsnydere.

JONAS REVIEW:

“Gardena Grödnerhof har alt, hvad man ønsker sig til skiferien med familien. Du har en hyggelig landsby, skilift kun 200 meter fra hotellet, en enorm kids club til børn i alle aldre og en upåklagelig service. Men noget af det der imponerer mest, er maden. Med halvpension kan du vælge imellem tre eller fem-retters menuer som skifter dagligt.“

Kontakt Jonas for mere information
Tlf. +45 53 53 23 22 / jonas@80days.dk

FACTS:

Flyvetid til Innsbruck: 2t
Bedste periode: Vinter til ski, sommer til vandring
Tidsforskel: Ingen tidsforskel

DOLOMITI SUPERSKI & SELLA RONDA

Val Gardena hører til Dolomiti Superski-området, der forbinder 12 skiområder på i alt 1200 km pister. Størrelsen af skiområdet udfordrer Trois Vallées i Frankrig, men Dolomiti Superski dækker også snesevis af andre skisportssteder i køreafstand fra Val Gardena. Den bedste måde at lære området at kende på, er med en tur på den berømte Sella Ronda – et cirkulært net af lifte og pister, der fører jer rundt på en 42 km lang skimaraton omkring det imponerende kalkstensmassiv Gruppo del Sella. Turen tager ca. 4-6 timer, afhængig af hvor hurtigt man står på ski, og hotellet arrangerer gerne en skiinstruktør, der kan ledsage jer på turen.

TYROLSK MED ET TWIST

Gardena Grödnerhof set udefra er en typisk tyrolsk blanding af træ og dekorativt murværk, mens interiøret blander alpin lodge-stil med moderne femstjernet elegance. De 54 ny-renoverede værelser og suiter har en helt speciel charme, takket være blandingen af tyrolske rustikke træsorter, moderne tekstiler og klassiske linjer. Efter en lang dag på ski er det ren salighed at sidde på terrassen i solen og nyde en Aperol Spritz, træt i benene og med hovedet fyldt af gode oplevelser. Personalet på Gardena Grödnerhof er varme, imødekommende og servicen er upåklagelig og diskret.

BYLIV & CHARME

Byen Ortisei ligger i 1.236 m højde og er den største og også mest traditionsrige by i Val Gardena. Ortisei byder på et livligt centrum med en gågade, charmerende små caféer, butikker og museer. Ortisei er en lille by og det meste ligger i gåafstand fra hotellet. Hvis I stadig har energi om aftenen findes her masser af muligheder for at finde hyggelige after-ski spots. I mange år var Val Gardena en del af Østrig, og det har bevaret sin tyrolske charme. Der tales mere tysk end italiensk her, men indbyggerne taler også et lokalt sprog kaldet ladin. Derfor har de fleste steder tre navne og meget står på alle tre sprog.

KØKKEN FOR LIVSNYDERE

Gardena Grödnerhof er kendt for sit køkken. Gourmetrestauranten “Anna Stuben” har en Michelin-stjerne under taget og serverer raffinerede vine og elegante retter på højt niveau, med udsøgt respekt for sæsonens råvarer. Hotellets hovedrestaurant disker op med et bredt udvalg af internationale og lokale klassiker og en imponerende morgenbuffet med et bemærkelsesværdigt udvalg af friskbagt brød og pålæg fra lokale producenter. Om aftenen kan I slappe af med klassiske cocktails ved den elegante loungebars varme pejs.

Jeg har glemt min adgangskode

Opret bruger

VIL DU HAVE REJSEINSPIRATION & NYHEDER FRA 80DAYS?

Vi spammer ikke, men vi sender gode idéer, insiders og 80days specials i ny og næ.

Tilføj til ønskeliste