Four Seasons Seychelles at Desroches Island har adresse på én af de ydre Amirante-øer – en klynge af koral-atoller midt i Det Indiske Ocean. Four Seasons er det eneste resort på Desroches og med kun 402 hektar ø at udforske, indrammet af 14 kilometer hvid sandstrand, vil det føles som om I har opdaget jeres eget private tropiske paradis. I lander på Desroches Island efter bare 35-minutters flyvning sydvest for Seychellernes hovedø Mahé. Palmerne svajer i vinden og store smil og forfriskninger byder jer velkommen til jeres ferieparadis. Her er der intet, der forstyrrer roen, med undtagelse af lyden af fuglesang og en blid, lun havbrise…
“Jeg har altid været vild med Four Seasons. Jeg elsker især Desroches, fordi jeg kan cykle rundt og udforske øen med mit snorkelgear i cykelkurven og kigge efter de bedste spots. Villaerne er den slags man drømmer om og naturen på øen er fantastisk. Hvis du vil have det bedste ud af Four Seasons og Seychellerne ville jeg kombinere et ophold her med Four Seasons Mahe.“
Kontakt Charlotte Buhl for mere information
Tlf. +45 21 28 42 41 / charlotte@80days.dk
Flyvetid: 13-14t
Bedste periode: Hele året
Tidsforskel: +2t (sommer) eller +3t (vinter)
Four Seasons Resort at Desroches Island er et af de mest luksuriøse resorts på Seychellerne, med store og lækre villaer, uovertruffen service og fantastiske faciliteter. Paletten af oplevelser spænder bredt med holistisk wellness, suveræn kids club, gourmetoplevelser og vandsport. Med beliggenhed ved en beskyttet bugt med en halvmåne af gyldent sand, er resortet privat, fredeligt og utroligt smukt.
Vandet, der omgiver Desroches Island er et isoleret og uforstyrret dykkerparadis, takket være koralbarrieren, der omgiver øen og gør den til et enestående og meget sikkert miljø for snorkel- og dykkerentusiaster. Lige der hvor den turkisblå lagune møder det dybere, mørkere Indiske Ocean finder I ”the Desroches drop” – et drop-off, der afslører en dramatisk undervandslabyrint og en fortryllende bestand af farvestrålende tropiske fisk. Resortet har desuden skabt et fristed for den truede Aldabra kæmpeskildpadde og arbejder aktivt for at sikre øens bestand af arten, som er unik for Seychellerne. Fristedet er en mulighed for både børn og voksne at lære det store, venlige dyr bedre at kende, og blive fortrolige med vigtigheden af at sikre klodens biologiske mangfoldighed.
Resortet har 71 villaer og suiter, indrettet med en blanding af rustik charme og moderne luksus. Vi elsker detaljerne i den udendørs bruser, lysindfaldet fra vinduerne, privatlivet og de skønne, indbydende sunbeds ved poolen. Her slapper I af i jeres private pool-cabana eller kigger på bølgerne fra hængekøjen, der er spændt op mellem palmerne og skåler i sundowners på terrassen, inden I sætter jer ned til en middag med den mest fortryllende udsigt over solnedgangen. Alle detaljer er i orden og Four Seasons anerkendte navn leverer igen varen.
Spisning på Four Seasons Resort Seychelles at Desroches Island er virkelig en fornøjelse. Smag jer igennem resortets mange restauranter, med alt fra franske, græske og italienske specialiteter, til de lækreste friske poké bowls. Restauranten i fyrtårnet på stranden serverer friskfanget fisk og lækre bøffer på grillen med en helt fantastisk 180˚ udsigt fra terrassen. Ved den store pool serveres små, lækre forfriskninger til børn og voksne dagen igennem og om aftenen kan I nyde kreol-style tapas og cocktails i den milde, varme aftenbrise. Der er selvfølgelig også mulighed for in-villa-dining hele dagen, eller børnepasning hvis mor og far gerne vil nyde en uforstyrret romantisk aften.
Login, eller opret dig som bruger og få adgang til sidens personlige ønskeliste-funktion.
Jeg har glemt min adgangskode
Opret bruger
Vi spammer ikke, men vi sender gode idéer, insiders og 80days specials i ny og næ.