COMO MAALIFUSHI

Når I lander med vandflyveren på det krystalklare vand, bliver I mødt af COMOs fantastiske personale, der vil forkæle jer under jeres ferie. Smukke COMO Maalifushi var et af de første luksusresorts i den ellers uberørte sydvestlige Thaa Atol, og vi har elsket det fra starten. Her er der virkelig tale om et uberørt, fredeligt hideaway på Maldiverne. Den anerkendte japanske arkitekt Koichiro Ikebuchi har stået ved designroret, og stilen er gennemført enkel, smagfuld, underspillet og udstråler uprætentiøs luksus.

80DAYS TRAVELER REVIEW:

“Lige en hilsen fra paradis, hvor vi nyder ferien med lige dele afslapning, gåture i den kridhvide strandkant, lækker mad, skønne cocktails & gode vine, sødt og serviceminded personale, forfriskende svømme- og snorkleture i det Indiske Ocean med fisk i de mest humoristiske farver & former og velgørende morgen- eller aftenyoga. Vi er helt øre og lette af sol, sand & vand i en uendelig palette af turkisblåt!“

– Par på vinterferie, Como Maalifushi

FACTS:

Flyvetid: 12-13t med 1 mellemlanding.
Bedste periode: Kan besøges hele året med temperatur mellem 28-32 grader. Lille regnsæson fra midt maj til midt juli og igen midt november til midt december.
Tidsforskel: +4t (sommer) og +5t (vinter)

HOLISTISK SHAMBHALA RESORT

For jer der søger en holistisk tilgang til velvære, er COMO Maalifushi ét af de resorts på Maldiverne, der med stor succes inkorporerer aktivt liv. COMO er berømt for den holistiske Shambhala-filosofi med fokus på harmoni i krop, hjerte og sind, hvilket er tydeligt i den underspillede luksus og de mange muligheder for velvære og sundhed. Familien Ong som står bag COMO Hotels & Resorts, har en målsætning om at forvandle folks opfattelse af, hvad en rejse kan være – og de gør det ved at behandle alle deres gæster individuelt og med opmærksomhed, ynde og respekt.

LYSE & LÆKRE VILLAER

Der er i alt 65 luksuriøse suiter og villaer på COMO Maalifushi, og de kommer i flere forskellige størrelser alt efter jeres behov. Suiterne og villaerne, der ligger langs med træbroen over vandet, har alle en slående udsigt over og soundtrack fra det Indiske Ocean. Alle har privat pool, et skønt soldæk og gulv til loft vinduer, der slipper lyset ind i de behagelige stuer og soveværelser. Strandsuiterne og villaerne ligger i mere frodige og grønne omgivelser, og alle har privat pool, terrasse, hyggelige kroge og en lille sti, der leder ned til den pudderbløde strand. Lyse farver, knasende sprødt og kridhvidt egyptisk bomuld, lyse egetræsgulve, naturmaterialer og smukke, store badeværelser i lys marmor og de dejligste udendørsbrusere.

DYK NED I MALDIVERNE

COMO Maalifushi er et mekka for vandhunde og solbadere. Husrevet er fantastisk, og der er smukke rev i nærheden samt en perlerække af ubeboede private øer. Det er et perfekt sted at tage et dykkercertifikat eller bare få flere dyk under BCD’en. På dyk og guidede snorkelture kan I møde rolige havskildpadder og farverige fisk. Som noget helt særligt er der også hvalhajer i området ved Thaa Atollen. Maalifushi kan også byde på delfinsafari i solnedgangen, gode surfbreaks, egen marinebiolog og selvfølgelig et veludstyret vandsportscenter. Små hyggelige lommer med bløde solsenge og gynger er placeret strategisk på stranden og den 44 meter lange hovedpool ligger ved stranden foran hoved-restauranten Madi. De vågne tjenere sørger for, at I aldrig mangler noget og har for vane at komme med små forkælende overraskelser.

ØKOLOGI & WAGYU

Spisning på Maalifushi er en helt unik fornøjelse. Fokus er økologi – og de lokale fiskere leverer dagligt den tidlige morgens sprællende fangst til øen. Her er tre skønne restauranter at vælge i mellem, hvor Madi er resortets all-day-diner med vidunderlig udsigt. Her serveres morgenbuffeten, frokost og middag. Køkkenet byder på retter inspireret af de friske, lokale råvarer, fisk og saftigt Wagyu oksekød. Desuden kan I vælge blandt en hel liste af velsmagende friskpressede juicer. Maalifushi har, som de andre hoteller i familien, et koncept de kalder ‘COMO Shambhala Kitchen’. Et ernæringsmæssigt helt unikt koncept, der inkorporerer økologiske ingredienser, rige på levende enzymer, vitaminer og mineraler fra havet, og som stadig leverer på smagen. Thila er Maalifushi mest børnevenlige restaurant. Her serveres familie-venlig mad som frisk fisk, skønne pizzaer og salater. Tai er en japansk over-water restaurant med fisk, der ikke fås friskere.

Jeg har glemt min adgangskode

Opret bruger

VIL DU HAVE REJSEINSPIRATION & NYHEDER FRA 80DAYS?

Vi spammer ikke, men vi sender gode idéer, insiders og 80days specials i ny og næ.

Tilføj til ønskeliste