BELMOND JIMBARAN PURI

Blot 15 minutters køretur fra lufthavnen ligger skønne og saliggørende Jimabaran Puri. Fra den smukke, åbne lobby kigger I direkte ud over infinitypoolen og videre ud over den lange, hvide sandstrand og det lokkende hav. Atmosfæren ånder barfodet og chik tilbagelænethed – her falder pulsen ned, hvor det gør rigtig godt.

FACTS:

Flyvetid til Bali: 15t med 1 mellemlanding
Bedste periode: Forår, sommer, efterår
Tidsforskel:  +6t (sommer) eller +7t (vinter)

A BALI WAY OF LIFE

Bali er magisk. Denne smukke, frodige ø kan simpelthen noget, som vi ikke har oplevet andre steder – og vi mærker det i dét øjeblik, vi lander i lufthavnen og bevæger os igennem den kaotiske og på ingen måde optimerede immigration. Der er noget med stemningen – her er en let og lys, varm og venlig, oprigtig imødekommende stemning. Det ligger i balinesernes kultur, og det rammer os – lidt utålmodige danskere – lige i hjertekulen, på den rigtig dejlige måde. Pludselig er køer og kaos ligegyldigt, for det hele bliver taget med smil og en lille overbærende latter. Vi har jo egentlig ikke noget vi skal nå – og rundt om hjørnet venter paradis.

POOLVILLAER & HIBISCUS

Jimbaran Puri har 64 traditionelle balinesiske hytter og pool-villaer i en smuk, tropisk have, som folder sig ud i farver og dufte af bougainvillea, rosa åkander, hibiscus og Frangipani. Hytterne har Alang-Alang stråtag og er placeret i små private, ugenerte haver. De smukke hvælvede lofter i soveværelset omfavner de musselin-svøbte store, bløde senge og marmorbadeværelserne åbner ud til terrassen med skydedøre.

SMARAGDGRØN OASE

Den imponerende, store infinity pool er skabt af javanesisk sten og er ganske enkelt svær at matche. Herfra kan I gå ned på stranden og se surferene boltre sig på de bløde bølger. I kan tage en kort gåtur langs kysten og finde de travle fiskemarkeder med imponerende fisk med blanke øjne, og I kan sætte jer og nyde en kold øl og en dejlig frokost på en af de lokale beachside restauranter.

Temperaturen er varm, men ikke fugtig, og aftenerne på terrassen foran hytten eller villaen er magiske. Lyden af havet, de kvækkende små frøer og de karakteristiske kald fra gekkoerne og cikaderne vil lulle jer blidt i søvn – og så starter det hele jo dejligt forfra med solopgang og morgenmad i vandkanten.

DINNER WITH A VIEW

Jimbaran Puri Bali har de skønneste restauranter på Bali. Nelayan Restaurant serverer frisk fisk og skaldyr galore samt et delikat fransk køkken, mens Tunjung med udsigt til åkander byder på en buffet af frisk frugt, oste og lækre kager i dagtimerne og et udsøgt indonesisk køkken om aften. Puri Bar forkæler med asiatiske retter og salater og cocktails ved solnedgang.

Jeg har glemt min adgangskode

Opret bruger

VIL DU HAVE REJSEINSPIRATION & NYHEDER FRA 80DAYS?

Vi spammer ikke, men vi sender gode idéer, insiders og 80days specials i ny og næ.

Tilføj til ønskeliste