DET, VI TROR PÅ

På en af Camillas rejser til Sydafrika, mødte hun for mange år siden to ildsjæle, nemlig James og Xoleni fra Uthando (som betyder kærlighed på Xhosa). De tog hende for første gang ind i de sydafrikanske townships, og åbnede dørene til de mange samfundsudviklingsprojekter, som deres NGO støtter. Midt i ekstrem fattigdom og udfordringer skabte de håb, fremdrift og forandring. Ønsket om at give tilbage til de steder, som vi rejser til, blev en del af 80days DNA. Siden da har vi hvert år valgt at donere en sum penge til netop Uthando, og via dem til et land som ligger Camillas og 80days’ hjerte nært.

ANSVARLIG TURISME

Uthando trækker på et omfattende netværk af partnerskaber indenfor turisme og samfundsudvikling, med det endelige mål at forbinde disse to sektorer på en innovativ og meningsfuld måde. De udøver ansvarlig turisme og som en del af deres forretningsmodel tilbyder de kulturfølsomme filantropiske ture til udsatte townships, hvor overskuddet går ubeskåret til samfundsudviklingsprojekter i de pågældende townships.

 

ØNSKET OM AT GIVE TILBAGE

I 2019 bidrog 80days donation til opførelsen af en børnehave og pre-school midt i en af de største townships, Khayelitsha. Børnehaven og pre-schoolen har ændret hverdagen markant for 140 børn, der er mellem et par måneder og seks år gamle. 2020’s donation bidrog til omfattende forbedringer og ombygninger af børnehaven Ulwazi i Delft, et township i den østlige del af Cape Town. Ulwazi står for daglig omsorg og uddannelse af 120 børn i alderen op til 6 år og de nye bygninger har givet børnene væsentlig forbedrede rammer til at lære og udvikles. Årets julegavedonation vil bidrage til yderligere forbedringer og ombygninger i forbindelse med Uthandos mange samfundsudviklingsprojekter.

Hvis I ønsker at læse mere om Uthando eller støtte et af deres projekter, kan I gøre det på uthandosa.org

UTHANDO = LOVE

Uthando er en unik non-profit og ‘Fair Trade in Tourism’-akkrediteret organisation, der arbejder med at skaffe midler til samfundsudviklingsprojekter i Sydafrika. På trods af landets betagende naturlige skønhed og en mangefacetteret kultur, har Sydafrika mange akutte sociale udfordringer – millioner af dets borgere lever i ekstrem fattigdom og kæmper dagligt for overlevelse. Motiveret af kærlighed, medfølelse og respekt stræber Uthando efter at være en del af løsningen på disse udfordringer. Uthando støtter blandt andet micro-farming projekter, opførelse af nye skoler og børnehaver, kulturprojekter for børn og unge, LGBQT-organisationer, hjælp til kvinder der har været udsat for overgreb, og meget, meget mere.

Jeg har glemt min adgangskode

Opret bruger

VIL DU HAVE REJSEINSPIRATION & NYHEDER FRA 80DAYS?

Vi spammer ikke, men vi sender gode idéer, insiders og 80days specials i ny og næ.