TYRKIET - ISTANBUL

PSST ....

 

Vi har rejst meget i Istanbul og har erfaring med at lave ture hertil for firmaer, par, veninder eller venner. Senest har vi haft en stor gruppe på 70 konsulenter afsted.

 

Læs beretningen fra en forårs-pigetur til Istanbul HER

 

Både foråret og efteråret er særligt dejlige årstider at pege kompasnålen mod Istanbul. Her er ikke varmt, men behageligt lunt, og I kan nyde at slentre rundt i byen i solen og den milde brise fra Bosporus.

 

Der er mulighed for at gøre en god handel, hvis du er ude efter tæpper, puder, broderede tekstiler, læder og ruskind, messing- og kobbertøj, keramik, smykker og onyx - særligt hvis du er ferm ud i forhandlingens kunst !

 

Oplev Istanbul hånd i hånd med din bedre halvdel, eller tag afsted på venindetur og lad jer forkæle i det tyrkiske bad, på caféerne i den lune sol og ikke mindst i basarens endeløse fristelser.

 

Tyrkerne er vilde med at feste og der er seriøs "gang-i-den-stemning" på byens trendy klubber, barer og diskoteker.

 

Ta' ikke hjem før I har :


- nydt en cocktail i solnedgangen på de hippe caféer Angelique eller House Café - begge ligger i det hyggelige havnekvarter Ortakoy lige ud til Bosporus.

Slå jer ned ved et bord der vender ud mod Mecidiye Moskéen og nyd den smukkeste udsigt imens musikken blander sig med moskéens skrattende bønnetårn der kalder til aftenbøn.

 

- fået en traditionel hammambehandling. Bliv skrubbet fra top til tå og få indsigt i denne ældgamle fabelagtige tradition.

 

- prøvet hvordan en rigtig kebab smager. Denne gamle ottomanske spise er en fryd for ganen når den serveres med respekt. De bedste kebabs fåes på Istanbuls "meyhanes" - en helt simpel taverna.    

 

 

 

ISTANBUL - BYEN MED DE TO VERDENSDELE - EUROPA ELLER ASIEN?

 

Byzantium, Constantinople, Istanbul - flere tusinde års historie fortæller den fascinerende historie om byens forskellige historiske perioder konkretiseret i bl.a. disse forskellige navne.

 

To forskellige verdensdele kun delt af Bosphorus strædet. Istanbul er hverken Europa eller Asien - men en helt unik sammenblanding af begge. Øst møder vest og den islamiske fortid mingler med det moderne Europa. På overfladen en helt almindelig storby med trendy caféer og designershops - men nedenunder ligger en helt anden verden gemt i arkitekturens dramatiske historiefortælling. Det er disse kontraster der gør Istanbul så spændende, eksotisk og helt unik.

 

Tyrkiets kulørte og rigt kulturelle hovedstad byder på alt, hvad man drømmer om på en storbysrejse. Udover at byen er den eneste storby i verden, der er spændt ud imellem to kontinenter, er byens forankring i både den muslimske/orientalske verden på den ene side og den vestligt/europæiske på den anden tydelig overalt.

I Istanbul forenes disse forskellige rødder på smukkeste vis. Men det der mest af alt gør denne by, og for den sags skyld også resten af Tyrkiet, til et så tiltrækkende sted, er først og fremmest de vidunderlige, venlige og hjælpsomme mennesker, som man møder overalt. 

 

Til lyden af Muezzinerne, der kalder til bøn fra himmelstræbende minareter, kan du gå på jagt i den sydende orientalske Grand basar, Capali Carsi, der indhyllet i den mildt krydrede duft af vandpibe byder på et endeløst udvalg af håndlavede varer, antikke smykker, ægte tæpper, kopivarer, glimtende kaffesæt og turkish delight. Du prutter om prisen, og kan få din sag for hos de snu kræmmere.

 

Basaren er overdækket, og du går under smukt dekorerede vælvinge - her er stort og kringlet, men ikke indelukket. Her er mange mennesker, men ikke klaustrofobisk. Det syder på allerskønneste og inspirerende vis.

Tyrkerne er tilbageholdende, og du kan dvæle ved sagerne uden at bliver overfaldet af en alt for ivrig sælger. Skal der større overvejelser til, før du kaster dig ud i en handel, kan du styrke dig på en bomstærk tyrkisk kaffe på en af tyrkiets ældste kaffebarer, som ligger placeret inde i basaren på et hjørne - nærmest på et lille torv. Her sidder du på lave stole ved gamle bakkeborde og kan nyde stemnigen omgivet af tyrkerne - som kommer her både for at handle og mødes over en kaffe eller te. Inde i Grand Basar ligger "Old Basar" - også kaldet "Bedesten". Her finder du nogle af basarens aller-bedste butikker. Ja, her er turister - men den autentiske stemning eksisterer for fuld udblæsning. 

I den 400 år gamle egyptiske basar er udvalget af krydderier, parfumerede æbleteer, barklava og andre søde delikatesser et rent sansebombardement. På caféerne indtages den traditionelle søde og hjertebankende-stærke kaffe til lyden af terningers trillen henover Backgammonbrættet.

 

Forlader du basaren og bevæger dig til det helt nye ekslusive shoppingområde, Istinye Park, møder du alt, hvad hjertet begærer af dyre mærkevarer som Hugo Boss, Prada, Dior og Max Mara, men også Zara og Mango frister til det lidt mindre budget.

 

Én ting skal man vide - infrastrukturen i Istanbul er ikke imponerende, og det er en god idé at væbne sig med masser af ro og tålmodighed - for man kommer ikke hurtigt fra A til B. Det vil i hvert fald være undtagelsen der bekræfter reglen. Det hurtigste er at bevæge sig til fods, men skal I ud på en længere udflugt, kan turen i taxa tage sin tid - til gengæld koster det næsten ingenting. I kan også tage sporvognen - det sparrer en del tid, fordi I slipper for de lange langsommelige køer på vejene. Der er planer om en undergrundsbane i Istanbul, men der går nok en rum årrække, før den er en realitet. Så tålmodighed er en god ting at have med i håndtasken, når I indtager Istanbul.

 

Istanbul byder på et væld af seværdigheder og oplevelser. Se den blå moske badet i det orange aftenlys og nyd Istanbuls smukkeste solnedgang i havnen i velhaverkvarteret, Ortaköy for foden af Bosporus-broen. Bliv badet, skrubbet og æltet igennem fra top til tå i et af de ældgamle dampende tyrkiske bade og nyd en vidunderligt krydret Kebab på den legendariske restaurant "Develi".  

 

Om det passer at man kan læse sin skæbne i det fine sorte bundfald i den tyrkiske kaffekop, må stå hen i det uvisse, men sikkert og vidst er det, at Istanbul er en by, som tager dig om hjertet, og får dig til at ønske dig tilbage igen.

KONTAKT

mail@80days.dk
(+45) 5353 6003 - Katrine

(+45) 5353 6116 - Camilla

FACTS

Flyvetid: 3 timer og 15 minutter
Bedste periode: april - oktober
Tidsforskel: +1 time

 

Istanbul har 2 lufthavne:

Atatürk lufthavn ligger på den europæiske side 24 km vest for Istanbul centrum

 

Sabiha Gokcen lufthavn ligger på den asiatiske side 50 km øst for for Istanbul centrum

 

Pure logo

 

80days er blevet optaget i den eksklusive skare af udvalgte medlemmer til Pure Life Experiences' Private Travel Designers

 

iltm logo

 

80days er inviteret som fast VIP-buyer på International Luxury Travel Market's messer